I dag er torsdag, 21 september 2017

tratwa

Pan Tadeusz

Udviklingen i Polen har stimuleret interessen for dette lands bevægede historie og rige kulturliv, hvis mønster imidlertid kan synes indviklet og svært tilgængeligt. I den polske litteratur finder man imidlertid en nøgle til forståelsen af folkets sind og skæbne.

Dette gælder i sjælden grad Adam Mickiewicz mesterværk PAN TADEUSZ, der med rette betragtes som hovedværket i Polens litteratur. Mens den konkrete handling er knyttet til digterens hjemstavn omkring Napoleonskrigene, giver værket en universal gældende skildring af polakkernes traditioner og folkekarakter, deres bevægelighed og stærke temperament. Professor Stender-Petersen kalder i sit forord PAN TADEUSZ verdenslitteraturens mest fremragende kunstepos.

PAN TADEUSZ er oversat til de fleste sprog, men det er næppe nogen overdrivelse at betegne Valdemar Rørdams danske oversættelse som en af de ypperste, hvis ikke den bedste.



INTRODUKTION af professor Ad. Stender-Petersen (uddrag)

Med sine tolv sange og mere end titusind vers er PAN TADEUSZ utvivlsomt det største om mest helstøbte værk i Adam Mickiewicz samlede forfatterskab. Det er tillige verdenslitteraturens mest fremragende kunstepos og overstråler langt sit umiddelbare forbillede, Goethes Hermann und Dorothea. Kun det polske sprogs utilgængelighed for den vesteuropæiske læser og de store vanskeligheder, som er forbundet med nogenlunde rammende poetisk oversættelse af dette værk, har forhindret det i at opnå den verdensberømmelse det fortjener...Nu foreligger dette vældige værk i Valdemar Rørdams posthumane fordanskning. I sammenligning med mange andre tørre oversættelser til fremmede sprog udmærker hans gendigtning af PAN TADEUSZ sig ved høje poetiske kvalifikationer. Den indre nøjagtighed i gengivelsen af de tusinde af polske vers er maksimal. Sansen for den humor, som er udbredt over det polske storværk, har bidraget til at gøre gendigtningen overordentlig levende og trofast, og sansen for den alvor, der ligger bag skildringen af den sidste adelsfejde i Litwa, har bevirket, at Mickiewicz epos i Rørdams gendigtning ikke har mistet en tøddel af sin mening...Rørdam kunne med rette gøre de ord til sine, hvormed Mickiewicz afslutter sit digt, og som på dansk lyder således:

Jeg selv var med, jeg drak og sang og fandt mig vel tilpas;

nu kender I det hele, som sad I på min plads!

 PAN TADEUSZ (smagsprøver)


Første sang - Dommergården

Du, Litwa, mit hjemland; er lig vor ungdoms kraft:

Kun den, der har mistet dig, forstår hvad han har haft.

Nu ser jeg din skønhed, længes nætter og dage;

af min hjemve stiger lovsang og bærer mig tilbage.

Hil være dig, Guds moder, Czenstochowas faste hegn,

bag Wilnos kniplingsport et himmelsk stråletegn!

Du skærmer Nowogrodek, streng borg og trofast by,

og dit var miraklet, at jeg blev karsk påny.

Da min hulkende moder gav sin dødensblege pog

i dine hænder, opslog jeg de døde øjenlåg,

ja, kunne selv gå frem foran alteret og knæle

med tak til Gud i himmel for genfødt liv og mæle,

dit mirakel vil hjælpe os alle hjem engang.

Bær du mig, mens vi venter, min sjæl, med vinget sang

did, hvor skovklædte højdedrag ud og ind følger

med småkrat og græsgange Njemens klare bølger;

hvor blikket næsten blændes af ager efter ager

med hvede i rødgyldne og rug i sølvgrå flager,

med ravgul sennep, snehvid boghvede tavlet ind

i kløver, der rødmer som en ung pigekind,

og græsjord udenom - et grønt silkebælte,

med spredt brodering af frugttæers lyse telte.

Fjerde sang - Diplomati og bjørnejagt

I gryderne blev bigos kogt. Umuligt at beskrive

den velsmag, den aroma, den kulør! Ingen stive

rim og rytmer forklarer, hvad der rummes i det ord

af fryd, som ingen købstadsgane nogentid erfor;

thi sang og mad i Litwa har ikkun den ret smagt,

som indfødt her, er dejlig træt vendt hjem fra dagens jagt.

Selv uden den slags krydderi er bigos dog en ret

som, kyndigt komponeret, gør mer end maven mæt.

Fint hakket surkål udgør dens grundstof, der i grunden,

som ordet siger, selv finder vejen ind i munden;

kogt i en lukket gryde, og længe holdt i kog

over al slags lækkert kød som et flydende ekstralåg,

suger suppen ekstrakten af mange livs kraft,

indtil gryden koger over med sin kostelige saft.

Som nu! - "Bigos! Vivat!" - I spring med løftet ske

kom jægerne stormende mod gryderne. En - to - tre!

Sølv klang mod kobber; bigos endte sin kamp

lig andre helte, opløst i luften som en damp.

Han er flygtet; forsvundet. Kun på bunden af hver gryde

som i et udbrændt krater bliver dampen ved at syde.

Tolvte sang - Brødre, elsker hverandre

Men at ingen kunne spille med nær den kunst og smag

på cembalo som Jankiel, det var en given sag.

Man hentede instrumentet og vedblev at tigge

og bede ham indstændigt; men jøden ville ikke.

Hans fingre var for stive, ude af øvelse, desværre,

og alle disse fremmede højfornemme herrer

gjorde ham generet; han bad sig undskyldt. - Nej!

Han turde ikke! Bukkende gik han sin vej.

Da kom Zosia løbende; den sødeste lille kone;

hun rakte ham de hamre, der fik malmet til at tone

under hans rappe hænder til alles fryd så tit;

hun strøg ham gennem skægget - det var næsten blevet hvidt -

med sine smalle fingre, og nejede: "Her har

du dine hamre, kære Jankiel. Vær nu rar!

Spil for mig! Jeg skal giftes i dag, véd du vel,

og du lovede at spille ved mit bryllup, Jankiel."


Tolvte sang - Brødre, elsker hverandre

Og det var, som blev mesteren selv nu dybest rystet:

Først slap han sine hamre; så tog han sig til brystet

og løftede sine arme. Den ræveskinds hue

gled ham skævt ned over skulderen; stolt var han at skue

med det flyvende sølvskæg, med kinderne i brand

og øjne så strålende, som så de Kanaans land.

Men da hans blik til sidst faldt på Dombrowski, stod

han og skjulte i hænderne de hede tårers flod.

"General!" sa han. "Frem til dig har Litwa længe sét,

som vi jøder til Messias. Hellig sanger og profet

forkyndte fra gamle dage fædrene dit komme,

og himmeltegn har meldt, at vor ventetid var omme.

Nu ser vi dig. Så strid da, du dyrebare!" - Ak!

Den brave jøde elskede sit land som en polak;

her brast han i glædesgråd; rev sin hue af

og kyssede Dombrowski på den hånd, som han gav.